Verdens bedste improviserede historie

Nogle elsker touren på grund af det sportslige aspekt. Hvem vinder i år? Er Froome lige så stærk som han plejer, eller får vi en gentagelse af en tam 2014-udgave? Hvem kommer til at overraske? Hvem kommer til at vise sig som den rette arvtager til Cavendish’s dominans på sprinter-etaperne? Hvem skal jeg vælge på mit manager-hold?

Nogle elsker touren på grund af det nationale aspekt. Får danskerne mon en chance for at hive en etapesejr hjem i år? Og får vi med Jakob Fuglsang endelig en dansker i feltet, der kan kæmpe med om en podieplads, eller kommer han til at skuffe os, som han har gjort så mange gange før?

Nogle elsker touren på grund af Frankrig. De smukke landskaber, maden, sproget og den helt specielle franske kombination af imødekommenhed og arrogance.

Nogle elsker touren på grund af bjergetaperne, specielt dem med passeringer uden for kategori. Alpe d’Huez, Mont Ventoux, Hautacam, Col du Tourmalet. Dér hvor rytterne er udskilt til de allerbedste, dér hvor de viser deres sande styrke og ikke kan gemme sig bag nogen eller noget.

Nogle elsker touren på grund af det menneskelige drama – de lange togter, den altopofrende udfoldelse af vilje og stålsathed, de store triumfer og de kæmpemæssige tragedier. Glæde, sorg, forløsning, skuffelse, ofring, svigt, hengivenhed og bedrag, kogt sammen 3 uger i en trykkoger.

Så er der nogle, der elsker touren på grund af den historiske kontekst. Selvfølgelig alle legenderne: Maurice Garin, Coppi, Gaul, Anquetil, Merckx, Hinault, og hvordan de hver især skabte nogle fantastiske dramaer, men mest af alt hvordan touren op igennem 1900-tallet har været et billede på tidsånden. Fra starten af 1900-tallet med en ukuelig fremtidstro og optimisme (hvordan skulle man ellers kunne foreslå folk at skulle cykle flere tusinde kilometer, på hvad der svarer til en havelåge), til nutidens nypuritanisme og mistro mod eliten.

Der er selvfølgelig også dem, der inderligt hader touren. Blandt andet på grund af alt det snyd og bedrag, som lige siden starten har været en del af konkurrencen – Cykelryttere proppet med EPO, testosteron og blod fra nær og fjern og cykler der måske, måske ikke, har fået indbygget en mikromotor. Nogle folk hader også touren på grund af de langtrukne etaper, hvor der sjældent sker noget opsigtsvækkende før til allersidst. Eller den underlige form for ”aftalt spil” mellem hold og ryttere, som er en accepteret del af sporten. Og så selvfølgelig på grund af Frankrig og franskmændene som jo i visse samfundsgrupperinger betegnes som nogle arrogante røvhuller…

Jeg elsker touren, af alle de årsager som folk har til at elske og hade den. Touren er fantastisk smuk samtidigt med, at den også er helt utroligt grim, og det er dét, der gør den unik. Der er visse, der mener, at dopingen har været med til at devaluere touren og cykelsporten som helhed. Jeg er helt uenig. For det første fordi historierne om snyd og bedrag er med til at skabe historien om touren – hvem glemmer nogensinde Virenque, der opløst i gråd blev smidt ud i 1998? Eller Floyd Landis der, med hovedet mod væggen, satte alt på et bræt på den afgørende 17. etape, proppet med testosteron og blod? For det andet fordi dopingen naturligt har været en del af touren lige siden starten på grund af dens tendens til ekstrem ubarmhjertighed over for rytterne. Man har bedøvet smerter med en blanding af whisky og amfetamin, og man har øget sin udholdenhed ved hjælp af blod og EPO. Det betyder ikke, at jeg mener, at dopingen skal være en del af sporten. Der findes for mange dårlige konsekvenser for både rytterne og seerne, men jeg accepterer, at dopingen er og har været en del af historien.

Touren er ikke bare den bedste sportsbegivenhed i verden. Det er den bedste improviserede historie som nogensinde er blevet skabt, og jeg glæder mig som et lille barn til at den 104. udgave sættes i gang den 1. juli.

En rigtig god tour til alle entusiaster og haters derude!