Tips fra toppen – Thomas Adamsen

Fjolletmedholdet fortsætter optakten til Tourspillet 2017! I denne artikelserie har jeg interviewet nogle af de bedste managers fra cykelspillene for at åbne lidt op for deres vinderstrategier og tanker bag holdsætning.

I denne 2. artikel har jeg talt med den måske varmeste cykelmanager derude – nemlig Thomas Adamsen. Han har netop vundet Girospillet og blander sig som regel i toppen af cykelspillene. Thomas er desuden skarp til managerspillene uden udskiftninger, så det bliver spændende at få en snak med ham.

FMH: Kan du give en kort intro til dig selv og din erfaring med managerspil?
TA: Jeg er 49 år gammel, lykkelig gift, er far til 2 drenge og arbejder i reklamebranchen. Har spillet managerspil i 15 år, siden jeg første gang blev inviteret af en kollega til at deltage i den daværende udgave af Tourspillet, som dengang blev lavet i samarbejde med DR. Min favorit er stadig cykelspillene, men jeg har også haft pæn succes i Golf manager og andre holdet.dk spil.

FMH: Hvad er din bedste placering i Tourspillet og cykelspillene generelt på holdet.dk?
TA: Jeg husker ikke mine præcise placeringer for alle år, men blev nr. 10 i Tourspillet 2016, blev nr. 1 i Girospillet her i 2017, blev nr. 1 i Vuelta Manager i 2016 og blev nr. 9 i Giro Manager 2016. Har derudover haft flere top-10 placeringer i cykelspillene tidligere.

FMH: Hvor mange hold stillede du i Tourspillet sidste år og hvor mange planlægger du at stille i år?
TA: Jeg tror jeg havde 5-6 hold, og har endnu ikke besluttet mig for antal hold i år, men det bliver minimum på samme niveau.

FMH: Hvorfor netop det antal hold?
TA: Det er sjovest at spille, hvis man har flere hold, da man så kan satse på forskellige udfald. Omvendt giver for mange hold for meget arbejde, og tit mister jeg interessen for de hold, der sakker bagud.

FMH: Hvordan tilgår du din flerholdsstrategi i forhold til valg af ryttere?
TA: På enkeltstarts- og sprinteretaper er der ikke den store forskel på mine hold, mens jeg på udbrudsvenlige etaper typisk sætter mere forskellige hold. Nogle meget defensive og nogle meget offensive.

FMH: Er der et maksimum for hvor meget du vil købe en bestemt rytter på tværs af dine hold?
TA: Nej, den samme rytter kan sagtens være på alle mine hold. Typisk f.eks indehaveren af den gule førertrøje eller etapens topfavorit.

FMH: Hvordan tilgår du kaptajnrollen – defensivt eller offensivt?
TA: Typisk meget defensivt. Jeg vil hellere give kaptajnrollen til én der ligger til i klassementet end til en udbrudskandidat.

FMH: Er der en rytter, som du mener kommer til at overpræstere i fht. sin pris i år?
TA: Jeg synes, der er mange attraktivt prissatte ryttere i år. Hvis jeg skal vælge én, må det blive Phil Bauhaus til 4 mio., der er et rigtig godt køb. Specielt taget i betragtning af, at han lige har taget en sejr i Criterium du Dauphiné og i øvrigt kørte rigtig godt i Giroen i år.

FMH: Er der en rytter, som du mener kommer til at underpræstere i fht. sin pris i år?
TA: Jeg synes generelt, at prissætningen i årets spil ser rigtig fin ud, men jeg tror ikke, at Greipel er pengene værd til 11 mio.

FMH: Hvordan forholder du dig til popularitetsprocenterne?
TA: Jeg glæder mig over, at jeg nogen gange har spottet en rytter som ganske få også har, men pop-statistikken påvirker sjældent mine ryttervalg. Der er hvert år stor debat om, hvorvidt pop-statistikken ødelægger spillet. Jeg synes, det er sjovt, at den er der, så man kan studere andre spilles valg rent statistisk, men det er som sagt ikke noget, der rigtig påvirker mine egne valg.

FMH: Hvis du skulle give ét tip til en manager, der prøver at komme i top 1% for først gang, hvad ville det så være?
TA: Lær reglerne at kende – sådan helt til bunds. Og køb og sælg ryttere med hjernen istedet for med hjertet.

Du kan følge Thomas’ hold her.