Tips fra toppen – Anders Yeo

Fjolletmedholdet bringer her det 3. og sidste interview i serien “Tips fra toppen”. I denne artikelserie har jeg interviewet nogle af de bedste managers fra cykelspillene for at åbne lidt op for deres vinderstrategier og tanker bag holdsætning.

I denne artikel har jeg talt med Anders Yeo. Han vandt Tourspillet i 2015 efter et par 3. pladser og er garant for at ligge til i toppen af cykelspillene. Anders er generelt god til managerspillene og kan også præstere i toppen af F1- og golfspillet.

FMH: Kan du give en kort intro til dig selv og din erfaring med managerspil?
AY: Jeg har spillet med i managerspillet lige siden spiller/rytter-listerne var i avisen og man skulle indsende sine hold med post. Jeg startede ud med kun at spille med i golf-spillet, men har i de senere år deltaget i F1-spillet og cykelspillene.

FMH: Hvad er din bedste placering i Tourspillet og cykelspillene generelt på holdet.dk?
AY: Jeg vandt tourspillet i 2015 efter at være blevet nummer 3 i Tour manager 2011, i Girospillet 2014 og i Tourspillet 2014.

FMH: Hvor mange hold stillede du i Tourspillet sidste år og hvor mange planlægger du at stille i år?
AY: Sidste år var jeg slet ikke med i Tourspillet, da det var en travl periode og jeg ikke syntes, jeg havde tid til det. Men generelt plejede jeg at have ca. 8-10 hold med, men efter jeg vandt i 2015, så har jeg haft lidt mere med i de spil, jeg har spillet – i omegnen af 10-15.

FMH: Hvorfor netop det antal hold?
AY: Flere hold tager for lang tid at administrere og bliver for dyrt. Men med dette antal hold håber jeg at jeg har har kunnet helgardere mig nok til at have et par hold med som stadig ligger godt til efter den første uge. Det gør jo spillet lidt sjovere, hvis man ikke er helt tabt efter en uge.

FMH: Hvordan tilgår du din flerholdsstrategi i forhold til valg af ryttere?
AY: Nogle ryttere skal man bare have med, men hvis man er i tvivl om, hvem man skal tage med af 3-4 ryttere, så kan man tage et par hold med hver. Typisk vil vilkårlig 2 af mine hold have 5-7 ens ryttere og 2-4 ryttere der er forskellige – dette afhænger dog meget af etapen.

FMH: Er der et maksimum for hvor meget du vil købe en bestemt rytter på tværs af dine hold?
AY: Nej, der er ikke noget maksimum.

FMH: Hvordan tilgår du kaptajnrollen – defensivt eller offensivt?
AY: Defensivt på de hold, der ligger godt til og mere offensivt på dem, der ligger længere tilbage.

FMH: Er der en rytter, som du mener kommer til at overpræstere i fht. sin pris i år?
AY: Det er svært at sige. Jeg kigger meget på oddsene (men ikke kun på oddsene), så på nogen etaper er der sikkert ryttere til en lavere pris, som har gode chancer for at klare sig godt. Men jeg kan ikke pege på nogen endnu.

FMH: Er der en rytter, som du mener kommer til at underpræstere i fht. sin pris i år?
AY: Ligesom ovenover, så kan jeg ikke pege på nogen endnu.

FMH: Hvordan forholder du dig til popularitetsprocenterne?
AY: Jeg kigger selvfølgelig på dem, men sætter absolut ikke hold udelukkende ud fra dem. Nogle gange er der folk, der er valgt af mange, som jeg absolut ikke vil have med og andre gange er der folk, jeg gerne vil have med, som ikke er valgt af ret mange. Men selvfølgelig er de ryttere, der er valgt af mange ofte gode at have med.

FMH: Hvis du skulle give ét tip til en manager, der prøver at komme i top 1% for først gang, hvad ville det så være?
AY: Kig mere end en etape frem – dvs. hvilke ryttere, der måske også kan bruges på de næste etaper. Og prøv at undgå ryttere, som måske får stor minusvækst (f.eks. folk som taber 30 minnuter, hvis de ikke rammer udbruddet).  Endelig, så er det ofte bedre at have klassement folk på sit hold end at prøve at ramme folk, der kommer i udbrud, da det ofte er overraskende svært at forudse, hvem der kommer i udbrud. Der er dog altid undtagelser til disse regler, så man må også være god til at indse, hvornår dette er tilfældet. Et eksempel kunne være, hvis der generelt altid kommer 20-30 folk afsted i udbrud eller nogle ryttere altid kommer med i udbrud. I det tilfælde kan det selvfølgelig godt være, at man skal prøve at ramme dem. Hvis man har flere hold med, så hjælper det selvfølgelig også, da man kan gardere sig lidt mere. Men i sidste ende er der ikke en nem måde, hvorpå man altid klarer sig godt og man skal selvfølgelig, foruden noget viden, også have lidt held!

Du kan følge Anders’ hold her.