De ti bud til Vueltaspillet – del 1

Touren var knap overstået før den stod på OL i landevej og enkeltstart og nu skal vi allerede til at se nærmere på Vueltaen. Der har med andre ord været masser cykling at se til henover sommeren. Jeg har studeret highscoren fra Touren og sammenholdt det med de erfaringer, jeg gjorde mig undervejs for at sammensætte nogle brugbare tips og tricks som kan forbedre din præstation i Vueltaspillet. Det spanske etapeløb ser rigtig interessant ud i år og begynder med en holdtidskørsel og har derudover 10 bjergafslutninger. TV2 har en god og kort gennemgang af ruten her.

Jeg har sammensat ti bud som kan lede dig til en bedre og mere stabil præstation i årets Vueltaspil og gennemgår her i del 1 bud 1,2 og 3:

  1. Du bør søge så meget information som muligt – dagligt
  2. Du bør have flere hold for at sprede risikoen på flere ryttere
  3. Du skal skifte ud så lidt som muligt
  4. Du bør sammensætte dit hold ud fra etapeprofilen
  5. Du bør bruge ejerskabsprocenterne når du sætter hold
  6. Du må ikke jagte gårsdagens vinder
  7. Du skal være konservativ i dit valg af anfører
  8. Du bør vælge klassementsryttere for at sikre dig mod tidstab i bjergene
  9. Du bør bruge trøjerne som indikator for motivation
  10. Du må ikke bruge mere end 2 ryttere i jagten på holdbonus

Du bør søge så meget information som muligt – dagligt

Der er alle muligheder for at få store mængder af information om morgendagens etape under vueltaen. Det vigtige er i min optik at koge informationskilderne ned til færrest mulige, der giver størst indsigt på en overskuelig måde. Jeg bruger selv odds, previews og twitter til at danne det daglige overblik.

Det første bør gøre om aftenen inden du sætter hold er at tjekke diverse spiludbydere for odds på etapevinder og trøjerne. det giver et hurtigt overblik over, hvilke ryttere der er interessante på morgendagens etape. Den hurtigste udbyder af odds er efter min erfaring Unibet, så dem bør du tjekke først hen på aftenen her. Derefter plejer jeg at tjekke Danske Spil her og Betfair her. Ved at aggregere de tre spiludbydere får man et mere objektivt billede. Hvis der er særlige udstikkere på et enkelt site bør de pilles fra i overvejelserne. Det er efterhånden tydeligt i holdet.dks cykelspil, at det er meget anvendt at sætte hold efter odds, derfor har vi brug et lag information mere for at kunne adskille os fra mængden. Det anbefales ikke at sætte hold blindt efter odds.

Dette mere dybdegående indblik i etaperne fås via previews fra forskellige cykelsites. Her er det muligt at samle de små informationsbidder, som kan være vigtige for at finde de rigtige ryttere frem og anvende odds-informationerne bedre. De største og mest dybdegående previews fås på cyclingquotes.com, hvor de gennemgår etaperne med en meget høj detaljegrad. Derudover har The Inner Ring nogle spændende synspunkter på inrng.com, men de kan være ret subjektive og bør tages med et gran salt. På den danske front kan det anbefales at følge Veloropas previews på altomcykling.dk/veloropa og det er ret interessant at sammenligne de tre informationskilder for at få det forkromede overblik.

Til sidst vil jeg anbefale twitter til at holde dig opdateret på de sidste nyheder op til deadline. Her kan du følge med i, hvilke ryttere der er udgået lige op til start, hvem der døjer med skader, sygdom o.lign. Her vil jeg anbefale et par danske navne i form af @veloropa, @mrconde og mig selv på @bighomieff.

Du bør have flere hold for at sprede risikoen på flere ryttere

Hvis man studerer de seneste cykelspil på holdet.dk, så er det tydeligt, at de managers, der klarer sig godt har mere end et hold, hvorfor jeg også vil anbefale det til dig. Men hvorfor have flere hold? Der vil altid være en vis usikkerhed i forudsigelsen af resultater i cykling og alt andet sport for den sags skyld. Derfor er det en fordel at kunne spille på flere heste for at øge din chance for at ramme de rigtige ryttere og mindske usikkerheden. Man taler om at have en portefølje af hold ligesom med aktier.

Det er klart, at usikkerhed bør vi som managers drage fordel af, hvis vi formår at benytte den rigtige information og fordele risikoen ud på vores portefølje af hold. Den øvelse lykkedes for mig på 5. etape i Touren, hvor jeg havde Van Avermaet på 60% af mine hold, da han vandt etapen og gik i gult. Du skal som manager identificere de ryttere, som du mener har størst chance for at vinde etapen og fordele dem på dine hold ud fra en chancevurdering for den enkelte rytter. Van Avermaet var for mig en rytter, der lå lige efter Sagan, Alaphilippe og Valverde på de bakkede etaper, hvorfor han fandt plads på en del af mine hold. Sagan og Alaphilippe var på de bakkede etaper eksempelvis på alle mine hold.

Der findes mange artikler om porteføljeteori i managerspil på engelsk og hovedsageligt i andre sportsgrene. Den mest legendariske er efter min mening AJ Bessette og Greg Meades artikel How We Used Monte Carlo Simulation to Solve the Best Ball League Puzzle, der dog omhandler NFL, men som bestemt er et kig værd.

Du skal skifte ud så lidt som muligt

Udskiftninger er en af de to vigtigste ressourcer, som vi har til rådighed i cykelspil på holdet.dk sammen med vores budget. Efter at have studeret Jokke Vests (Jokke Vest vandt ikke bare Tourspillet – han tog da også lige 2. pladsen) udskiftningstrategi fra Touren ligger følgende klart:

  1. Du skal være meget konservativ med dine udskiftinger
  2. Du skal formentlig skifte mindre ud end du tror
  3. Du skal forsøge at regne ud, hvorvidt dine udskiftninger giver mening og handle på baggrund af den beregning

I forhold til, hvordan du skal sammensætte din beregning har jeg tilladt mig at citere Jokke Vest fra hans kommentar på holdet.dk:

Lav en oversigt over hvor mange point/kr. hver placering giver (husk at medregne bl.a. point til den grønne trøje, evt. point til bjergtrøjen og holdbonus). Ift. udskiftning er det vigtigt at vide hvem man vil have om 2 etaper. Har man evt. Yates og påtænker at skifte ham ud for derefter at skifte ham igen bagefter. Så skal den indskiftede rytter jo minimum indtjene både omkostningerne ved transfer både den ene og anden vej. Ellers er mit råd: Kig pointsystemet godt igennem og lav selv nogle beregninger – husk diverse bonuspoint, transferrente og bankrente

Dette er uden sammenligning den vigtigste disciplin at mestre i Vueltaspillet for at komme helt frem i feltet. Det kan virke simpelt, men er utrolig svært og har store implikationer for dit videre forløb.

Jeg vender tilbage med bud 4, 5, 6 og 7 i del 2. Tak fordi du læser med og giv som altid endelig feedback, kommentarer og input her på siden eller på twitter, hvor jeg kan findes på @BigHomieFF.